Reproflex Scandinavia A/S indgår partnerskab med Reprocentret A/S

 

Den markedsledende Prepress virksomhed Reproflex Scandinavia A/S har købt Reprocentret A/S. Ejerne og ledelsen i Reprocentret A/S, fortsætter i nuværende roller. Thomas Christensen, Lars Møller og Ib Andersen bliver samtidig en del af ejerkredsen i Reproflex Scandinavia A/S.

Højkvalitetsemballage er en tiltagende afgørende faktor i forhold til forbrugerne, og kravene til avancerede emballage- og etiketløsninger stiger fortsat. Professionel håndtering af de underliggende data og trykpladerne til produktion er derfor afgørende for mange virksomheder.
Reproflex Scandinavia er en professionel leverandør af data, prepress og digitalt producerede trykplader til emballage- og etiketindustrien. Virksomheden har gennem de sidste 7 år været igennem en meget positiv udvikling. Reprocentret A/S er en særdeles anerkendt leverandør af grafisk arbejde og trykplader, og har haft stærkt fokus på innovation senest med investering i nyt udstyr fra Esko Graphics. De to selskaber supplerer hinanden utroligt godt og man har besluttet at formalisere partnerskabet via en transaktion, hvor Reproflex Scandinavia køber Reprocentret.

Rasmus Brix Dall, CEO i Reproflex, udtaler: “Vi har kendt Reprocentret igennem mange år, og vi er overbeviste om, at vi fælles kan servicere vores kunder endnu bedre fremadrettet med en bredere produktpalette, samt produktion i både Kolding, Vejle og Randers.”

Thomas Christensen, direktør i Reprocentret, udtaler: ”Vi er rigtig glade for at kunne indgå i et partnerskab med Reproflex Scandinavia, og ser frem til at kunne servicere vores kunder med et bredere og stærkere fundament. Begge selskaber er drevet med en ambition om at levere høj kvalitet og kundeservice – vi er glade for også at kunne garantere vores kunder dette i fremtiden.”

Begge virksomheder vil operere under navnet Reproflex Scandinavia A/S og dækker nu hele værdikæden – fra design, foto, artwork, prepress, proofing, farvestyring og til klichéproduktion. Virksomheden tilbyder individuelle flexoløsninger, herunder både Kodak Flexcel NX, ESKO Full HD Flexo, Sleeves samt avancerede løsninger med Extended Gamut Printing. Den samlede gruppe fortsætter med produktion og mere end 80 medarbejdere fordelt på de tre eksisterende lokationer.

 

For yderligere spørgsmål kontakt venligst:

CEO, Reproflex Scandinavia, Rasmus Brix Dall
Mobil: 2370 8161 / mail: rbd@reproflex.dk

Adm. direktør, Reprocentret, Thomas Christensen
Mobil: 4099 4587 / mail: tbc@reprocentret.dk

 

Reproflex Scandinavia Reproflex Scandinavia fremstiller prepress, design samt digitalt fremstillede trykplader til emballage- og etiketindustrien. Virksomheden løser opgaver til alle tryksegmenter, herunder flexo, offset og digital.

Reprocentret Reprocentret blev grundlagt i 1983 og har siden starten beskæftiget sig med en bred vifte af ydelser indenfor branchen. Herunder kreativ udvikling, bureauydelser, foto, prepress og pladefremstilling til emballage- og etiketindustrien.